Anemonevej 7, Klokkerholm, 9320 Hjallerup, Tlf.: 99455444 
 
  ICDP
 
Børnehaver i Brønderslev Kommune arbejder med ICDP – International Childhood Development Programme.

ICDP bygger på, at vi bliver til i samspil med andre. Vi kan først skabe os selv, ved at blive skabt/mødt og anerkendt af andre. Børn lever op til vore forventninger, både de positive og de negative forventninger. Derfor er det vigtigt, at den voksne er ansvarlig for relationen ved at vise omsorg for barnet og være anerkendende og støttende. Vi accepterer, at børn er forskellige, og de har ret til at blive mødt og vejledt forskelligt. Derfor har børn brug for et godt samspil med relationskompetente voksne for at udvikle sig til ressourcerige og social kompetente børn.

Indenfor ICDP arbejder vi med  8 samspilstemaer, hvor udgangspunktet er den positive tilgang til barnet.

Den følelsesmæssige dialog

  1. vis glæde for barnet
  2. se barnets initiativ – juster dig
  3. inviter til samtale – lyt og svar
  4. giv barnet anerkendelse

Den meningsskabende dialog

  1. fang barnets opmærksomhed
  2. fasthold barnets opmærksomhed – vis følelser og entusiasme
  3. forbind barnets oplevelser – uddyb og forklar

Den guidende/vejledende dialog

  1. fortæl barnet, hvad det må og skal. Trin for trin

Det du tror om mig,

sådan er du mod mig,

hvordan du ser på mig,

hvad du gør ved mig,

sådan bliver jeg

(M. Jennes)

 

Alle fastansatte er uddannet eller skal uddannes på de fortløbende kurser i ICDP.

Vi arbejder med disse samspilstemaer i vort daglige pædagogiske arbejde med at skabe relationer til børnene. På stuemøder og personalemøder er ICDP et fast pkt. på dagsordenen, så vi fortsat sikrer, at der skabes en bevidsthed om ICDP’en og anvendelsen af den i vores tilgang til mennesket.


Sidst opdateret 13. april 2012